|
Efter at have set "Gift ved første blik" er der et spørgsmål, der står tilbage. Måske kunne det have været afklaret – måske kunne det i virkeligheden ikke. Spørgsmålet lyder: "Hvilken forventning har du til et kommende ægteskab med en ukendt?"
Dygtige specialister ud i det menneskelige matchede efter forskellige kriterier – og de var dygtige. Ingen tvivl om det. De matchede på baggrund af et dygtigt forarbejde, og måske manglede de i virkeligheden kun svar på spørgsmålet: Hvordan er det for dig at kede dig?
Hvad gør det ved dig, hvis du keder dig?"
Deltagerne i udsendelsen tilkendegav alle at de havde det sjovt sammen. Fokus lå på at have det sjovt sammen.
Udfordringen i ethvert parforhold er at man ikke altid kan have det sjovt sammen og at bindemidlet må være et andet. Jeg vil gerne komme med en påstand. Hvis et parforhold skal kunne holde, handler det om evnen til – og forventningen om – at kunne kede sig sammen.
At kunne kede sig sammen, og alligevel være sammen. I kedsomhed har kreativiteten mulighed for at spire. Det nysgerrige der giver sig til at undersøge, hvorfor keder vi os? Er det at kede sig farligt? Skal vi frygte en permanent tilstand, eller kunne det være oplæg til at møde hinanden og udforske, hvilke forventninger og grundholdninger, den enkelte bringer med sig.
Hemmeligheden bag et langt ægteskab/parforhold er den kontinuerlige og ærlige samtale, der som bindemiddel – du kan også kalde det kærlighed – bevarer viljen til at være sammen, også når det ikke er sjovt alt sammen, men kedeligt uden at den enkeltes behov hele tiden tilgodeses.
At være to om livet er et valg og et arbejde. Sjovt til tider, men kun til tider, for skal det kun være sjovt, vil ægteskabet være en stræben efter det næste kick, der helst skal være lidt bedre, mere udfordrende og sjovere.
| 
