|
Der findes et før, mens og et efter, at Corona lukkede Danmark ned.
Et før, hvor vi kunne give hånd, møde hinanden med et knus, et mens, hvor vi måtte holde os tilbage og erkende et nyt begreb hudsult, som udtrykker savnet af nærhed, kontakt.
Mennesker der før kendte begrebet alenehed, mærkede hvordan følelsen blev omdefineret til ensomhed.
Og et efter, hvor vi igen nærmer os hinanden, men nærmer os på distance.
Tættest kommer vi i smilet, i åbenheden der markerer, at vi vil hinanden trods angsten for, i nærheden at gøre hinanden ondt.
En hel ny sårbarhed har vundet indpas og er blevet en del af en ny virkelighed – din og min virkelighed. For ingen af os kan leve uden nærhed – ingen af os trives i distancen, alle mærker vi længslen efter det der var før.
Afgørende er det derfor, mens vi igen åbner samfundet og åbner os for hinanden, at vi gør det i respekt for den angst, der er kommet mellem os.
Ikke angsten for hinanden, men frygten for, at vi med vor nærhed, er en utilsigtet risiko for dem vi gerne vil være nær. Vi spritter og desinficere – en nation af sprittere er skabt af Corona.
Lad os finde en form – være i en relation, som ikke er desinficeret, men rummer og giver plads til de følelse og den nærhed, som er menneskelig.
Vi er her igen – vi er her endnu. Vi er her for at mødes.
Nogle sår – måske en opstået ensomhed – har behov for at blive italesat for at skabe en vej efter Corona.
Psykoterapi-brande er åben for din fortælling – din italesættelse – en hjælp til at sætte ord på.
| 
