|
Hvad skal vi mene? Så du tv programmet, hvor diagnosen ALS blev stillet og vi fulgte en familie med fire børn, hvor den sidste blev født efter at faderen havde fået stillet diagnosen. En diagnose, der ender med døden, fordi kroppens funktioner en efter en lukkes ned. Hvilken holdning er rimelig i forhold til kvinden Ina, der blev frustreret over at være alene, at stå alene og føle sig overset.
Kan vi der ikke lever i situationen overhovedet udtrykke os kritisk i forhold til parrets situation – i forhold til kvinden, hendes følelser og hendes italesættelse af dem?
ALS er langsom død. En udfordring til løftet i vielsesritualet “til døden os skiller", en udfordring ikke alene ind i kærligheden, men også i den menneskelige relation.
Kunne det også være kærlighed, at kvinden blev sat fri, til med afsæt i sit ægteskab, at finde kærligheden på ny? Kan parforholdet i virkeligheden overleve, at den stimuleres af medlidenhed med partneren, der langsomt men sikkert visner og dør?
Det er ikke sikkert, at der findes et svar. Målet er heller ikke at finde det, men at skabe dialog om det svære, måske unævnelige, med den der står dig nær.
|
