Godt nytår! Hvad tænker du? Et nyt år – hvad indeholdt det gamle? Forspildte chancer, bekymring, krig, nød, elendighed, klimakrise. Hvad er der at se frem mod? Et nyt år – nye muligheder, forventninger, optimisme, håb, engagement – en bedre fremtid. En sagde "du bliver, hvad du spiser". Med lige så god ret, kunne det siges "du bliver hvad du tænker". En glad tanke løfter dig mod himlen – og spreder smil.
Bekymringer og angst er der nok af. Realistisk er vores verden mere usikker end den har været. Hvad kan du gøre ved de store perspektiver? Får du indflydelse ved at bekymre dig? Skal vi bare lade stå til? Jeg tror, der er forskel på at lade sig kvæle af bekymring og at lade stå til.
Et nyt år bliver ikke som du tænker – og dog er forventningen om det nye år, ligesom den nye dag grundlagt i det du tænker. Hvad vælger du at tænke? Vælger du at fokusere på den positive tilgang? Lader du håbet være din kerne? Er du optimistisk, og vælger du at smile til den nye dag?
Hver dag er et valg. Du vælger ikke vejret, men du vælger din måde at møde det på. Du vælger ikke om din kollega er sur, men du vælger hvordan du vil møde din kollega. Du vælger ikke om din dag bliver god, men du vælger hvilken tilgang du har til den. Taler vi hinanden op – giver vi en glad og positiv tanke videre, smitter vi af på dagen og året. Giv det videre!
Har du i det nye år noget du skal have gjort op med, noget du vil ændre – eller trænger du til at blive lyttet til så er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 20912402
|